Jeg har for nylig færdiggjort en romper til min niece, og havde lyst til at gøre lidt ekstra ud af det. Jeg kan bedst lide trykknapper i skridtet, men man skal passe lidt på i brug, for ikke at hive for meget i det strikkede synes jeg.
Jeg mindedes et billede jeg engang så, hvor der var syet stof i, som forstærkning og måtte prøve! Jeg fik nogle gode råd undervejs af dygtige @frk.strik som også har forsøgt sig med sådan en forstærkning.
Jeg vil lige påpege at jeg er en strikkepige, og ikke en sypige!
Så det her er en vejledning til hvordan man kan fikse det, uden diverse sy tilbehør ala strygestivelsespray, skråbåndsfolder og andet lir man sikkert kan bruge, men som jeg ikke gad at købe for dette lille projet.
Det var lidt sådan et søndagsprojekt, hvor jeg brugte hvad jeg lige havde ved hånden.
Jeg har brugt følgende:
-En rest liberty stof, som er en fastvævet bomuld. ( Denne hedder Betsy Ann)
-Matchende sytråd
-En smule tyndt pap.
Trykknapper beregnet til at slå i.
-Et sæt med overtræksknapper (sættet indeholder knapper, og en dims, til at betrække med)
Jeg klippede en firkant i noget tyndt pap (kunne fint være karton, hvis man ligger inde med det, men pappet fra noget legetøj virkede også upåklageligt)
Jeg klippede det, så det passede perfekt over ribben i skridtet, hvor jeg gerne ville have min forstærkning. Derefter klippede jeg 2 firkanter i mit stof, hvor jeg har sådan 5-7 mm. hele vejen rundt, til at folde.
Stoffet fik et spray vand (eller dit dampstrygejern) og blev foldet pænt ind. Jeg foldede det ind over pappet mens jeg strøg, for at få det så lige som muligt. Vandet (eller damp, hvis du har et strygejern der kan sådan noget) gjorde at det blev lidt skarpere strøget, og nemmere at sy på.
Jeg har syet det på i hånden med små bitte sting.
Man kunne måske fristes til at finde noget stof i en kontrast, men husk at tænk over, om farven på din sytråd så kan matche både garn og stof.
Til slut bankede jeg jeg trykknapper i, både igennem stof og strik.
Knapperne er lavet med sådan et sæt her, hvor der er alt tilbehør man behøver med. Sættet er købt i Stof og Stil, men ellers prøv at google overtræksknapper.
Der er en udførlig vejledning, og et papir med, med skabelon, man bare klipper ud, og klipper stoffet efter. Det skal foldes pænt ind, inden man sætter delen med knaphul på, men ellers er der ingen ben i det.